Hvor hyppig er hudkræft?
Det er vigtigt at holde sig for øje, at der er store mørketal omkring hudkræft, og at der er forskel på, hvad der registreres i de forskellige registre. Desværre viser data, at tallene for flere parametre stiger, og det står klart, at hudkræft er blevet en folkesygdom i Danmark.
25.000 danskere får årligt konstateret hudkræfttumorer
Ifølge Cancerregisteret, der indsamler data om nye kræfttilfælde i Danmark, var der i årene 2017 til 2022 gennemsnitligt ca. 14.500 tilfælde af basalcellekræft og knap 4.100 tilfælde af pladecellekræft. Altså et gennemsnit på knap 18.600 tilfælde af almindelig hudkræft i Danmark om året i perioden 2017-2022.
Tal fra 2023/2024 fra Hudkræftdatabasen, som siden 2010 har registreret patienter, som behandles for hudkræft hos privatpraktiserende dermatologer i Danmark, angiver, at der i løbet af tolv måneder blev registreret knap 23.000 patienter med basalcellekræft, og knap 2.300 patienter med pladecellekræft. Altså, samlet set ca. 25.300 patienter med basalcellekræft eller pladecellekræft på et år.
Hver femte dansker får hudkræft
I 2024 er livstidsrisikoen for en dansker for at udvikle hudkræft 22 %. Det betyder at hver femte dansker får hudkræft i løbet af livet.
I 40 % af tilfældene kommer hudkræften igen
Tal fra 2025 fra Sundhedsstyrelsen angiver, at har man en gang haft hudkræft, er der 40 % risiko for, at den kommer igen.
Hvert år er der behov for behandling af 45.000 hudkræfttumorer i Danmark
Cancerregisteret registrerer kun første gang, en person får konstateret basalcellekræft, så tallet derfra svarer til det årlige antal af nye patienter med primære tumorer. Det reelle antal tumorer, der registreres årligt, og dermed kræver behandling, er højere.
I en statusartikel i Ugeskrift for Læger 31. marts 2025 kan vi og en række andre hudkræfteksperter fortælle, at et studie har fundet en betragtelig underrapportering af basalcelletumorer, og at det faktiske antal nye tumorer i Danmark årligt formodentligt er 45.000.
Hudkræftdatabasen registrerede i løbet af 12 måneder i 2023/2024 knap 41.400 tumorer, der var behandlingskrævende. Et tal ikke lang fra de 45.000 formodede tilfælde.
En stigende belastning for samfundsøkonomien
De sundheds- og samfundsøkonomiske omkostninger anslås til at være steget til ca. 340 mio. kr. i 2024.