Undersøgelse og diagnose af hudkræft
Hvordan undersøger man for hudkræft?
Din egen praktiserende læge kan foretage undersøgelsen, men det kan også være, at du bliver sendt videre til en hudspecialist, en dermatolog. Lægerne vurderer i første omgang hudens forandringer ud fra det, du selv fortæller om symptomer og udvikling af forandringen i huden, sammen med en undersøgelse af hudforandringen med et dermatoskop, som giver et forstørret og oplyst billede af hudens struktur.
Og hvis lægen skønner, at der er behov for det, tages en hudprøve under lokalbedøvelse – enten som en lille stansebiopsi eller ved at fjerne hele det mistænkelige område. I nogle tilfælde kan det også være, at lægen mærker efter, om din lymfeknuder er hævede.
Undersøgelsen med dermatoskop og af lymfeknuder får du svar på med det sammen, men en biopsi skal undersøges på et laboratorie, så det kan tage et par uger før, svaret er klar.
Hvad betyder undersøgelsen for dig som patient?
Undersøgelsen med dermatoskop og af lymfeknuder er helt uden ubehag og du får svar med det samme. Ved en biopsi lægges som oftest en lokalbedøvelse, men prøvetagningen kan være forbundet med lidt ubehag og kan give et lille ar. Ventetiden på at få svar kan for nogle få bekymringer til at vokse.
Undersøgelse med dermatoskop.
Nye billeddiagnostiske metoder
Der forskes løbende i ikkeinvasive teknikker, fx skanninger, hvor huden kan undersøges med optiske teknikker uden at tage vævsprøver. Metoderne kan hjælpe med at afgrænse tumorens udbredelse, vurdere behovet for en biopsi og i nogle tilfælde gøre det muligt at stille en diagnose på få minutter.
I Danmark anvendes disse metoder dog primært i forskning, fx til at følge nye behandlinger af hudkræft og til at finde billedmarkører, der bekræfter resultatet af en biopsi.
Billedfortolkningen kræver stor ekspertise, men kunstig intelligens (AI) udvikles nu til at hjælpe med automatisk analyse og dermed lette lægernes arbejdsgange.
Fordelene ved ikkeinvasive skanninger er blandt andet:
- hurtigere diagnose og mulighed for behandling i samme seance
- færre biopsier og mindre ubehag for patienten
- bedre afgrænsning af tumor før behandling.
Optisk billeddannelse under scanning af hud for hudkræft
Hvordan stilles diagnosen hudkræft?
Diagnosen af hudkræft bygger stadig først og fremmest på den kliniske vurdering og bekræftelse med en biopsi. De nye billeddiagnostiske teknikker giver et vigtigt supplement, som på sigt kan forkorte ventetiden og øge patientkomforten.
Diagnosen hudkræft stilles, når en hudprøve, som er blevet analyseret på et laboratorie, viser sig at indeholde kræftceller. Fra laboratoriet fastslår man, at der er kræftceller til stede, hvilken type hudkræft, der er tale om, og hvor udbredt den er. Denne information er afgørende for at vælge den mest hensigtsmæssige behandling.
Hvad betyder diagnosen for dig som patient?
I de allerfleste tilfælde kan hudkræft af keratinocyt typen behandles med succes. Behandlingen kan dog i nogle tilfælde være forbundet med noget ubehag og kan efterlade ar eller ødelægge væv, og der er også en risiko for, at kræften vender tilbage, og at ny behandling er nødvendig.