Nyhed
01.09.2026
Skrevet af
Karen L. Larsen

Ny bevilling til forskning: Kan laser forebygge hudkræft?

Ph.d.-projekt skal undersøge om laserbehandling kan forebygge hudkræft.
Ny bevilling til forskning

IMK Almene Fond støtter et nyt forskningsprojekt, der skal undersøge, om laserbehandling kan bruges i forebyggelsen af hudkræft.

Laserbehandling er allerede en veletableret metode Ll behandling af solskadet hud og det er det potentiale i den behandlingsmetode, det nye ph.d.-projekt skal undersøge og udvikle nærmere. Projektet ledes af forskningsleder og professor Merete Hædersdal og IMK Almene Fond har bevilget finansiering af 1-års ph.d.-løn til læge og Ph.d.-studerende Aqella Rasul, der skal udføre projektet.

Projektet undersøger om laserbehandling måske ikke kun kan forbedre hudens udseende, men også kan påvirke de biologiske processer i huden, som er forbundet med udviklingen af hudkræft.

I projektet inkluderes 35 voksne patienter med tydelige solskader og forstadier til hudkræft i ansigtet.

Deltagerne får tre forskellige laserbehandlinger på den ene halvdel af ansigtet, mens den anden halvdel fungerer som ubehandlet kontrol. De forskellige laserteknikker er målrettet forskellige strukturer i huden – blandt andet blodkar, pigment, overhud og læderhud. Forskerne følger derefter huden i op til et år. Effekten bliver vurderet blandt andet gennem kliniske undersøgelser, avancerede scanninger af huden samt molekylære analyser af gener og proteiner. 

Det giver forskerne mulighed for ikke blot at se, hvordan huden ser ud efter behandlingen, men også hvad der sker dybere i huden.

Kan vi forhindre hudkræft, før den opstår?

Et centralt spørgsmål i projektet er, om de avancerede analyser kan være med til at identificere hvilke hudforandringer der har risiko for at udvikle sig til hudkræft– og om laserbehandlingen kan påvirke eller ligefrem bremse denne udvikling.

Hvis projektet viser, at laserbehandling kan ændre de biologiske processer i solskadet hud og dermed potentielt mindsker risikoen for udvikling af hudkræft, kan det på længere sigt åbne for nye muligheder for forebyggelse af sygdommen.