Nyt studie viser vejen: Forbedret behandling til patienter med forstadier til hudkræft
Aktiniske keratoser er forstadier til hudkræft, som skyldes solens skadelige påvirkning. Forandringerne opstår på de mest soludsatte områder som skalp, ansigt og håndryg. Dagslys PDT og 5-fluorouracil creme er begge anerkendte behandlingsmetoder til mildere tilfælde af aktinisk keratose. Der er dog et behov for mere effektive behandlingsmetoder til sværere tilfælde af aktinisk keratose.
Forskningsprojektet har undersøgt hvorledes forbehandling med 5-fluorouracil creme øger effekten af dagslys PDT på 60 patienter med mange aktiniske keratoser i skalp og ansigt. I forbindelse med studiet, blev den ene af to symmetriske områder forbehandlet med 5-fluorouracil creme i 7 dage. Derefter blev begge områder behandlet med dagslys PDT - enten udendørs eller indendørs ved brug af dagslyslamper. Effekten af behandlingen blev vurderet efter 3, 6 og 12 måneder.
Det netop afsluttede studie viser, at kombinationsbehandlingen med 5-fluorouracil creme og dagslys PDT øger effekten af behandlingen for både tynde og tykke aktiniske keratoser. Men for især de tykke læsioner er der en stor gevinst at hente, da effekten er gået fra 56% ved dagslys PDT alene til hele 78% ved kombinationsbehandling. Patienterne i forsøget har været meget tilfredse med kombinationen af 5-fluorouracil creme efterfulgt af dagslys PDT på trods af en øget rødmen efter behandling.
Resultaterne giver mulighed for markant at øge effektiviteten af den behandling patienter med aktinisk keratose modtager. Kombinationen af 5-fluorouracil creme og dagslys PDT tilbyder en nem og tolerable behandling, der kan imødekomme behovene hos patienter med sværere tilfælde af aktiniske keratoser.