Hudens hemmeligheder: Har eksponeret kropsareal betydning for mængden af DNA-skade i urin efter UV-bestråling?
Et nyt forskningsprojekt på Bispebjerg Hospital, udført af farmaceutstuderende Julie H. Folman i samarbejde med Københavns Universitet, vil undersøge mængden af DNA-skader i urin efter UV-bestråling af huden.
Studiet har fokus på det specifikke område af kroppen, der udsættes for stråling. Målet er at undersøge, om personer, der udsættes for stråling over et større område, også udskiller flere solskader i urinen. For at besvare dette spørgsmål er forsøgspersonerne opdelt i tre grupper med varierende mængder tøj på. Gruppe 1 bliver bestrålet på ca. 75% af kropsarealet, gruppe 2 på ca. 60% og gruppe 3 på ca. 45%.
30 raske forsøgspersoner, både mænd og kvinder, deltager i studiet. Hver deltager bliver bestrålet tre dage i træk med en dosis svarende til 20 minutters solbadning på en varm dansk sommerdag. Strålingsproceduren tager kun 30 sekunder i en specialdesignet UV-kabine. Efterfølgende indsamler deltagerne morgenurinprøver i 10 dage, hvilket inkluderer dagen for den første bestråling samt de efterfølgende ni dage. Ligeledes bliver der på alle tre forsøgsdage målt pigment og rødme tre steder på deltagerens hud. Disse målinger anvendes til at bestemme hudtype og overvåge udviklingen af hudens respons i løbet af studiet.
Efter indsamling bliver urinprøverne analyseret ved hjælp af en LC-MS/MS-metode udviklet af lektor Catharina Margrethe Lerche fra Videncenter for Hudkræft på Bispebjerg Hospital. Denne metode muliggør måling af biomarkører relateret til DNA-skader forårsaget af UV-stråling i urinen.
Projektet er på nuværende tidspunkt i analysefasen. Alle forsøgspersoner har gennemført studiet, og urinprøverne er ved at blive analyseret og behandlet. Forventningen er, at projektet vil være færdigt i maj 2024.
Forskningsprojektet vil kunne bidrage til forståelsen af kropsarealets betydning for mængden af udskilte skader efter UV-bestråling. Yderligere kan resultaterne give en indsigt i de individuelle faktorer, der påvirker resultaterne for hver forsøgsperson, samt undersøge eventuelle sammenhænge mellem udvikling af rødme, hudtype og mængden af skader i urinen.
For patienterne kan denne viden have afgørende betydning og bidrage til en bedre forståelse af de DNA-skader, der opstår i huden ved UV-bestråling og dermed optimere fremtidige behandlings- og forebyggelsesmetoder. Desuden kan studiet øge bevidstheden om risici ved ophold i solen og inspirere udviklingen af nye vejledninger til beskyttelse af huden mod solens stråler.
