Ophold i Schweiz giver dansk talknuser nye perspektiver på hudkræft

Behov for en talknuser til psykologiske spørgsmål omkring kræft
Johan er fysiker, og en af hans styrker er at systematisere og analysere store mængder data. Projektet, Johan blev tilknyttet i Zürich, er et studie omkring modermærkekræft, hvor forskerne undersøger personer i højrisikogruppen, fx tidligere modermærkekræftpatienter og personer med mange modermærker. I projektet tager forskerne billeder 360 grader rundt af personernes hud, bruger AI til at identificere tumorer, og stiller psyko-onkologiske spørgsmål. Og det er netop i forbindelse med spørgeskemaerne, at Johans kunnen var særlig relevant for projektet.
For at screene for angst, bekymringer og depressioner hos projektdeltagerne stiller forskerne en lang række spørgsmål, men mængden af spørgsmål kan betyde, at nogle deltagere bliver trætte eller irriterede og opgiver, og derfor ønsker forskerne at reducere mængden af spørgsmål til få vurderinger, hvor patienten vurderer egen tilstand på en skala fra 1 til 10. Johans opgave var at analysere data fra de to spørgeformer og sammenligne resultaterne i søgen efter svar på, om de hurtige selvvurderinger giver lige så valide resultater som de lange spørgeskemaer.
Johan bragte viden om behandling af store datasæt og statistik til projektet, mens læger bragte den somatiske og psykologiske viden i spil. ”Det er to verdner, der mødes. Jeg er data scientist, mens lægerne har viden inden for menneskets krop og psyke. Der var meget givende for begge parter at samarbejde og se hinandens vinkler på patientoplysningerne. Det skaber mere robuste studier,” fortæller Johan.
Erfaringer fra tværkulturelt møde bliver brugt flittigt hjemme
Johan peger også på det tværkulturelle møde som en vigtig og givende del af opholdet: ”Det er fedt at arbejde internationalt med indflydelse fra forskellige lande. Du lærer nye perspektiver at kende og får testet dine egne forståelser. I den daglige small talk er det udfordrende, at dialogen er på et fremmedsprog, som ikke er engelsk. Det er nødvendigt at lytte og spørge mere indgående. Og selvom jeg nu er tilbage i Danmark, har jeg taget det med mig hjem som et nyttigt redskab.”
Forskningens vigtige netværk
Opholdet kom i stand på baggrund af det netværk, en af Johans vejledere, Alexander Egeberg, allerede havde på dermatologisk afdeling på Zürich Universitet Hospital. Dr. med. Lara Valeska Maul-Duwendag forsker i hudkræft, og kontakt mellem hende og Johan blev etableret, og opholdet blev arrangeret.
”Det er vigtigt, at forskere samarbejder på tværs af grænser og discipliner. Grundlaget skal dannes tidligt med et godt netværk, og derfor opfordrer vi i Videncenter For Hudkræft vores ph.d.-studerende til at tage på udveksling. At møde andre forskere fra andre discipliner, metodikker og kulturer er vigtigt. Det giver ny perspektiver og danner grundlag for at bygge de netværk, som er så vigtige for fremtidens forskningssamarbejder,” siger Professor Merete Hædersdal, der er forskningsleder på Videncenter for Hudkræft, hvor Johan er ph.d.-studerende.
Glem ikke det sociale fællesskab
”Det kan være svært at bryde den sociale barriere, men det er vigtigt. Det gør dit ophold sjovere og styrker dit netværk. Så vær åben, spørg en masse, og deltag i aktiviteter med socialt aspekt fx i løbeklubben eller andre sportsaktiviteter,” lyder Johans afsluttende råd.