Nyhed
17.01.2023

Hvordan kan reparation af DNA-skader forbundet med hudkræft øges? Det spørgsmål undersøger Celina Pihl på King’s College London

Ph.d.-studerende Celina Pihl fra Videncenter for Hudkræft skal tilbringe de næste seks måneder på King’s College London i England, hvor hun skal forske i de mekanismer, der leder til DNA-skader forbundet med hudkræft og undersøge hvordan biologiske molekyler kan være med til at øge reparationen af disse.

Tilbage i december 2020 påbegyndte Celina sit ph.d.-projekt på Bispebjerg Hospital, hvor hun undersøger, om vi i fremtiden kan indtage vores solbeskyttelse oralt som supplement til at smøre den på huden. Celina forsker i, hvorledes indtagelses af naturlige stoffer blandt andet udvundet fra planter, citrusfrugter og alger kan bekæmpe de skadelige effekter fra solens stråler indefra.

Som en del af sin ph.d.-forskning tilbringer Celina de næste seks måneder på King’s College London i Professor Paul Longs gruppe ved School of Cancer & Pharmaceutical Sciences. I England skal Celina, under vejledning af Professor Paul Long, Professor Antony Young og Professor Carlota O. Rangel Yagui, undersøge de mekanismer, der leder til DNA-skader forbundet med hudkræft og hvordan biologiske molekyler kan være med til at øge reparationen af disse. 

Professor Paul Long er ekspert i farmakognosi, der omhandler brugen af naturlige stoffer til anvendelse som lægemidler. Han har bred erfaring med naturlige solcremer og har en stor interesse for, hvordan oxidativ stress påvirker DNA-skader og i forlængelse udviklingen af hudkræft. Professor Longs gruppe er en del af School of Cancer & Pharmaceutical Sciences ved King’s College London, som tilstræber kortere vej fra laboratoriet til klinikken til behandling af patienter ved at fokusere på resultater fra basal forskning.

Celina har en kandidatgrad i molekylær biomedicin fra Københavns Universitet og forventer at være tilbage på Bispebjerg Hospital i maj 2023.