Kan DNA-skader fra solens stråler måles i din urin, når du kommer hjem fra solferie?
Videncenter for Hudkræft og Kræftens Bekæmpelse er gået sammen om et nyt projekt, som skal undersøge om DNA-skader fra UV-stråling kan måles i vores urin efter en solferie.
Projektet tager udgangspunkt i en ny metode udviklet af forskere fra Videncenter for Hudkræft på Bispebjerg Hospital i samarbejde med Waters Corporation, som kan måle biomarkører relateret til DNA-skader forårsaget af solen i urin. Denne metode benyttes til et videnskabeligt forsøg med ca. 20 danskere, som alle skal på solferie i februar 2023. Derudover vil projektet undersøge, hvordan deltagerne reagerer på personlig bio-feedback efter ferien samt hvilken indflydelse det har på deres risikoopfattelse ift. udvikling af hudkræft.
Til forsøget indhentes urinprøver før og efter ferien samt data om deltagernes tid i solen. Data kommer fra en såkaldt SunSaver, som deltagerne skal have på udenfor under ferien. Denne måler hvor meget ultraviolet lys, deltagerne modtager fra solen. Samtidig skal deltagerne føre logbog, hvor de noterer, hvor meget tøj de har haft på udendørs i løbet af dagen, om de har brugt solcreme og i så fald hvilken SPF. Når deltagerne kommer hjem fra ferien, vil de blive interviewet og få svar på deres urinprøver.
Projektets resultater vil blive offentliggjort i en videnskabelig artikel efter forsøgets afslutning.