Nyhed
01.11.2022

Ny national retningslinje for behandling af organtransplanterede patienter med hudkræft skal sikre kræftindsats af høj kvalitet på tværs af Danmark

Arbejdsgruppe bestående af førende hudkræfteksperter kan nu løfte sløret for ny national retningslinje for organtransplanterede patienter, som skal understøtte en vedvarende og målrettet indsats for forebyggelse og hurtig behandling. Retningslinjen er udarbejdet af Dansk Multidisciplinær Non-Melanom Hudkræft Gruppe (DHG) under sammenslutningen af Danske Multidisciplinære Cancer Grupper (DMCG).

I 2021 blev der foretaget 352 organtransplantationer i Danmark og antallet er stigende. Langt de fleste organtransplanterede patienter kommer i immundæmpende behandling, som desværre øger risikoen for udvikling af hudkræft. Derfor er eksperter fra forskellige specialer gået sammen om at udarbejde fælles nationale retningslinjer for behandling af organtransplanterede patienter med hudkræft.

Den kliniske retningslinje ’Non-melanom hudcancer hos organtransplanterede’ er udarbejdet i et tværfagligt samarbejde mellem dermatologer, kliniske onkologer og plastikkirurger i regi af DMCG. DMCG har fokus på udarbejdelse af guidelines for diagnostik og behandling samt kræftforskning for bedst mulig kræftbehandling i Danmark.

I arbejdsgruppen har deltaget:

- Katrine Togsverd-Bo, dermatologi, afdelingslæge, dr.med., ph.d., dermato-venerologisk afdeling D/S, Bispebjerg Frederiksberg Hospital.

- Anita Gothelf, klinisk onkologi, overlæge, ph.d., onkologisk afdeling Rigshospitalet.

- Martin Heje, plastikkirurgi, overlæge, plastikkirurgisk sektion, Organkirurgisk Afdeling, Sygehus Lillebælt.

- Merete Hædersdal, dermatologi, professor, overlæge, dr.med., ph.d., dermato-venerologisk afdeling D/S, Bispebjerg Frederiksberg Hospital.

- Hans Lomholt, dermatologi, praktiserende speciallæge, dr.med., Hudlægecenter Nord, Aalborg.

- Alessandro Venzo, plastikkirurgi, overlæge, klinik for plastikkirurgi og brandsårsbehandling, Rigshospitalet.

Retningslinjen omfatter screening, forebyggelse, behandling og opfølgning af organtransplanterede patienter. Læs mere i den nyligt publicerede retningslinje via links i højre spalte.