Nyhed
28.05.2024

Offentligt-privat samarbejde på hudkræftområdet gavner forebyggelse, diagnostik og behandling i hele Danmark

Læge og ph.d.-studerende Gabriela Grove har sin daglige gang på Bispebjerg Hospital. Alligevel er hun ofte at finde på Privathospitalet Mølholm i forbindelse med forskellige tværgående forskningsprojekter mellem de to hospitaler. Aalborg Universitetshospital er ligeledes en del af forskningssamarbejdet på Videncenter for Hudkræft.

I øjeblikket arbejder Gabriela Grove på to forskellige forskningsprojekter med Privathospitalet Mølholm. Det første omhandler et nyt app-baseret AI-system til standardiserede billedoptagelser af hud, som kan bidrage til tidlig identifikation af hudforandringer og derigennem potentielt kan blive et klinisk hjælpeværktøj til tidligere behandling af hudkræft. Et andet spændende projekt, der er undervejs, vil sætte fokus på imaging-baseret behandling af hudkræft med henblik på endnu mere præcis og optimal håndtering af specifikke hudkræfttyper.

Om samarbejdet med Privathospitalet Mølholm udtaler Gabriela Grove:

"Det er enormt givende at være del af forskningssamarbejdet mellem Bispebjerg Hospital og Privathospitalet Mølholm. Jeg oplever uden tvivl, at samarbejdet styrker forskningen ved at kombinere offentlige og private ressourcer og ekspertiser. Dette fører til hurtigere og mere effektive projekter, som potentielt kan implementeres direkte i de forskellige klinikker."

Flemming Andersen, klinikchef ved Privathospitalet Mølholm tilføjer:

"Samarbejdet med Bispebjerg Hospital og Aalborg Universitetshospital har givet os mulighed for at være med i banebrydende forskning, som vi ikke ville kunne udføre alene. Det offentligt-private partnerskab har skabt en synergi, hvor vi sammen kan tage store skridt mod bedre forebyggelse og behandling af hudkræft."

Formålet med videncentrets forskningssamarbejde er at drive innovativ forskning om risikofaktorer, forebyggelse, diagnostik og behandling af hudkræft. Derudover arbejder vi med at udbrede forskningsdata til hele Danmark gennem et bredt nationalt netværk og formidle anvendelse af data og viden gennem vejledninger til fagpersoner og patienter. Det er ønsket, at vi kan øge kendskabet til hudkræft i hele Danmark gennem videncentrets forskningsresultater.

Der ses allerede lovende resultater fra samarbejdet og håbet er, at der kan implementere endnu flere avancerede teknologier og metoder i den nærmeste fremtid. Deling af forskningsdata og viden på nationalt plan er afgørende for vores mission om at forbedre sundheden for alle danskere med hudkræft eller forstadier til hudkræft.