Nyhed
14.10.2025
Skrevet af
Anne-Marie Arnvig

Ottos rejse ind i hudkræftforskningen

Da Otto Dideriksen stod ved en skillevej i sit studie, var han i tvivl om, hvilken retning han skulle tage i sit videre uddannelsesforløb. Motivation og karakterer var i top, men hvad der var det helt rette speciale, var uvist. Imidlertid var der en oplevelse under kandidatdelen af studiet, som gav ham inspiration til en mulighed, han ville forfølge.
Efter sin lægeeksamen til januar starter Otto et ph.d.-studie på Videncenter for Hudkræft.

Professorens smittende passion

Under kandidatuddannelsen blev Otto undervist af professor Merete Hædersdal, hvis dybe faglige indsigt og inspirerende undervisningsform gjorde stort indtryk på ham. Hendes passion for dermatologi og forskning tændte en gnist i Otto. 

Ved semesterafslutningen så Merete Hædersdal Ottos store engagement og høje faglige niveau leveret i en flot eksamensindsats, og hun kvitterede med et 12-tal og nævnte muligheden for et samarbejde. 

Kort tid efter tog Otto kontakt til professoren for at høre, om han kunne få lov til at deltage i et forskningsprojekt under hendes vejledning. Han ønskede at lære mere om både dermatologi og forskningsverdenen.

Flere faglige niveauer giver alle et løft

Merete, som netop allerede havde set potentialet i Otto, inviterede ham ind i et forskerteam, der arbejder med et banebrydende projekt: brugen af kunstig intelligens til billeddiagnostik af basalcellekræft. Og her blev Otto introduceret til et dynamisk team bestående af Merete Hædersdal som professor, vejleder og bindeled, postdoc Vinzent Ortner og ph.d.-studerende Kevin Jacobsen, seniorforsker Peter Philipsen og adjunkt Gavrielle Untracht. 

"Ved at have et stærkt team af forskere på forskellige stadier af deres forskningskarriere sikrer vi, at viden formidlers igennem centeret gennem gode dialoger på flere niveauer."

Merete Hædersdal fortæller om sammensætningen af teamet: ”Som overlæge, professor og forskningsleder har jeg travlt, og videndeling kræver tid. Ved at have et stærkt team af forskere på forskellige stadier af deres forskningskarriere sikrer vi, at viden formidlers igennem centeret gennem gode dialoger på flere niveauer. Det giver os alle nye vinkler og inspiration. Det betyder også, at vi udnytter den samlede viden og nye input på tværs af niveauer, lige fra den erfarne professor og til den nysgerrige studerende. 

Vi ønsker at sikre videndelingen på tværs af fagligheder og kompetencer. Det er sådan, vi skaber stærke forskningsresultater, som ikke kun giver ny viden, men også producerer brugbar viden, der kan omsættes til nye mere effektive tilgange og innovative praktiske metoder til forebyggelse, diagnosticering og behandling af hudkræft.”

Otto og en del af det "dream team", han er blevet en del af. Fra venstre Kevin Jacobsen, Otto Dideriksen, Vinzent Kevin Ortner og Merete Hædersdal.

Lærer af andres faglighed

For Otto er det en ideel indgang til forskningsverdenen. Han oplever hvordan et stærkt forskerteam med forskellige kompetencer og perspektiver kan skabe et læringsmiljø, hvor han både bliver udfordret og støttet. 

Videncenter for Hudkræft, hvor projektet hører hjemme, rummer en bred vifte af fagligheder fra dataknusere og farmaceuter til biologer, ingeniører, læger, laboranter og sygeplejersker: ”De mange høje niveauer og fagligheder tilføjer forskellige perspektiver for mig. Fx har jeg lært meget om, hvordan data gøres brugbare af vores dygtige ingeniører og talknusere. Det er en kæmpe gave at få som medicinstuderende med forskerambitioner,” fortæller Otto. 

Læge og så ph.d.

Otto står foran sin lægeeksamen i januar 2026 og ser frem til bagefter at starte sit ph.d.-studie ved Københavns Universitet og videncenteret, hvor hans forskningsrejse for kort tid siden begyndte. 

For Otto blev mødet med Merete Hædersdal og forskerteamet ikke bare en faglig mulighed – det blev starten på en karrierevej, han nu følger med stor motivation og klar retning.