Nyhed
25.10.2022

På den nyligt afholdte fotobiologi-konference i Albuquerque var Videncenter for Hudkræft stærkt repræsenteret med to oplægsholdere

De danske forskere var med til at sætte aftryk på American Society for Photobiology-konferencen, hvor deltagere fra hele verden hvert andet år mødes og deler nyeste viden inden for fotokemi og fotobiologi.

Fra Videncenter for Hudkræft deltog seniorforsker Peter Alshede Philipsen og ph.d.-studerende Celina Pihl, som begge delte ud af nyeste forskningsresultater inden for forebyggelse og måling af solskader.

På ‘Natural Products in Prevention of Photodamage and Photocarcinogenesis’ sessionen holdt seniorforsker Peter Alshede Philipsen et oplæg med titlen ’Validation of vitamin D3 action spectra’. Forskningsresultaterne som blev præsenteret har betydning for en revidering af de generelle solråd om D-vitamin.

Ph.d.-studerende Celina Pihl holdt et oplæg med titlen ‘Nicotinamide and phytochemicals phloroglucinol and syringic acid delay UVR-induced squamous cell carcinoma onset’. Fokus er i Celinas forskning på identifikationen af naturlige stoffer, der beskytter mod solens stråler. Da brugen af solcreme generelt er begrænset, er målet at levere disse stoffer oralt som supplement til solcreme for at skabe en bedre solbeskyttelse.

Til sessionen om ‘UV-induced responses and skin cancer’ holdt Peter sit andet oplæg med titlen ’Detection of thymine dimers in urine after UVR exposure of volunteers by a new UPLC-MS/MS based Method’, hvor ny metode til måling af DNA-skader efter UV-bestråling i urinen blev præsenteret.

Det 41. biennale møde i American Society for Photobiology blev afholdt I Albuquerque, New Mexico, USA fra den 25.-28. september 2022.